Hej.

Camilla og jeg går hver til sit efter 7 år. Beslutningen er min. Jeg kan ikke sætte en finger på Camilla. Jeg synes faktisk hun er fantastisk og mega sej og flot at hun har kunnet holde mig ud så længe. Jeg kunne bare ikke mere. Forelskelsen var blevet til et projekt der kørte sig selv. Jeg følte ikke jeg havde styring med mit eget liv og det har jeg tænkt mig at prøve at genoprette på en eller anden måde. Ikke at det liv jeg havde med Camilla var dårligt – slet ikke – det kørte sig selv og jeg kunne mærke dybt nede at det ikke var den vej jeg ville. Jeg ved så heller ikke helt hvor jeg vil hen, men det kommer.

Hun er vildt såret og sur og forvirret på mig. Og det med rette. Men jeg har boet i garagen siden 2 Februar. Vi finder ud af det med Walther og jeg kommer og henter ham og afleverer ham og leger med ham derhjemme så tit som overhovedet muligt. Camilla overtager lejligheden og med den nye kælder har de masser af plads, så det er jo godt nok. Og så må jeg være der i det omfang jeg kan og må.

Det er en dum tid men jeg klarer mig. Jeg har det faktisk godt. Jeg er selvfølgelig ked af det på Camillas vegne, men jeg kan mærke det er godt for mig selv. Jeg er helt tyndslidt men har en ny energi – det er meget mærkeligt.

Jeg ved jo ikke hvad jeres planer er med bryllupper og barnedåbe, men vi er hver for sig nu, så tag hensyn til det og invitér derefter. Vi prøver, for Walthers skyld, at bevare et godt venskab og jeg tror faktisk også det kommer med tiden, men jeg lægger lidt distance imellem os og såret er stadigvæk åbent så lad være med at invitér os som “et par” og alt det der. Og tag lige hensyn og lad være at lade det sprede sig som en steppeild på sociale medier osv. Den her post var til jer – ikke alle mulige andre.

Jeg skriver når jeg har en adresse igen.

Jeres

Preuth.